Emhætter eller emfang som de så populært kaldes, er blevet et designobjekt i køkkenet på lige fod med låger og bordplader. Udvalget er jo nærmest eksploderet de senere år med modeller i mange forskellige udformninger og materialer. Her skal der kort redegøres for, hvad man skal være opmærksom på, når emfanget skal vælges:

Type
Som udgangspunkt skelner man mellem væghængte og frithængende emfang:

Væghængt anvendes, når kogepladen er placeret op af en væg. Placeres enten skjult i et skab i form af en udtræksemhætte/indbygningsmodel eller i form af et synlig emfang monteret frit på væggen. Kræver ikke så kraftig en motor som den frithængende, idet bagvæggen er med til at holde på dampen, så den ikke slipper væk.

Frithængende monteres direkte i loftet over f.eks. en kogeø. Kræver en kraftigere motor end den væghængte løsning, da dampen kan slippe væk på alle 4 sider af kogepladen.

Derudover findes der flere og flere modeller som bryder med den ovennævnte opdeling. Her tænkes på modeller, som sidder i bordpladen ved siden af eller mellem kogepladerne, eller emfang placeret i loftet ovenover kogepladen. Ja der findes sågar løsninger, hvor emhætteudsugningen er placeret i væggen bagved komfuret.

Motor
Motorens placering og sugestyrke er en væsentlig del af det at vælge sin emhætteløsning. Mange vælger i dag at placere motoren eksternt, ekempelvis på loftet eller i en skunk. Derved reduceres støjen mærkbart i køkkenet, og man kan også vælge en noget kraftigere sugestyrke på motoren, end hvis den havde siddet i selve emfanget.

For at få den optimale effekt af sit emfang, er det vigtigt, at emhætteløsningen bliver monteret korrekt fra emfanget og helt op til taghætten. Her tænkes bl.a. på, at aftræksslangen/kanalen skal være stor nok til, at man undgår at opnå en flaskehals, hvor luften ikke kan føres igennem. Taghætten skal ligeledes have en korrekt størrelse. En ekstern motor må heller ikke gøres fast til spærrene, idet dette vil medføre en rungende lyd i hele spærkonstruktionen. Det er også vigtigt at isolere aftrækskanalen helt op til taghætten for at undgå kondens. Her kan man med fordel anvende en speciel lyd- og kondensisoleret flexslange, som reducerer lyd og kondensproblemer.

Sugestyrken afhænger ifølge flere producenter i høj grad af rummets størrelse og kogepladens placering i køkkenet (jvf frithængende modeller). Der findes flere formler, hvormed man kan beregne kravet til emhættens sugestyrke. Den mest anvendte tager udgangspunkt i rummets størrelse ved at sige rummets længde gange bredde gange højde = antal kubikmeter i rummet. Dette tal ganges med det antal gange som luften skal udskiftes i timen, typisk 10-20 gange, og herefter fremkommer kravet til motorens sugestyrke i form af antal kubikmeter pr time. Denne formel har dog en klar ulempe ved store rum, da kravet her vil fremstå helt urealistisk højt. I stedet kan man anvende en formel for punktudsugning. Denne er dog svær at bruge i praksis, idet alle oplysninger sjældent er til stede. Derfor kan vi anbefale følgende tommelfingerregel:

Vægemfang: 300-600 kubik ved intern motor. Ca. 1000 kubik ved ekstern motor pga. et vist tryktab fra emfangets filter op til motoren.
Frithængende: 600-1200 kubik ved intern motor, gerne lidt mere ved en ekstern motor pga tryktab.

Rengøring
Visse emfang er ikke specielt rengøringvenlige. Her er der gjort mere ud af designet end hensynet til, at produktet skal kunne gøres rent uden at bruge flere timer på det. Så et godt råd vil være at skele en lille smule til rengøringvenligheden og selvfølgelig stadigvæk en masse til designet.